Grundlæggende SEO

DEL2s hjemmesider er alle inklusive grundlæggende søgemaskineoptimering, også kaldet SEO.

DEL2 sørger for grundlæggende SEO på din hjemmeside

Når du køber en hjemmeside hos DEL2, er grundlæggende SEO en del af pakken. Det betyder ikke nødvendigvis, at din side automatisk vises som et af de første søgeresultater – ja måske ikke engang på de første siders resultater – men med nedenstående på plads er du i hvert fald kommet en del af vejen, og du har fået nogle værktøjer, der gør, at du selv kan gå videre med at søgeoptimere din side. Har du allerede en hjemmmeside med en masse indhold, og har du bedt DEL2 om at lave en ny side med dit “gamle” indhold eller redesigne din eksisterende side, kan jeg desværre ikke tilføje søgeord på dine tidligere indlæg, idet det er en meget tidskrævende proces, men jeg sørger stadig for, at metabeskrivelser og sidetitler optimeres. Herunder kan du se, hvad grundlæggende SEO fra DEL2 indebærer:

Sikkerhed

At sørge for at ens hjemmeside er sikker, handler rent teknisk om at udstyre den med et såkaldt SSL-certifikat, der krypterer data mellem en hjemmeside og dens besøgende. Som bruger kan du se, at en hjemmeside er sikker, ved, at der står https:// foran webadressen (fremfor kun http://) eller der en en lille hængelås ved siden af. Alle hjemmesider fra DEL2 er udstyret med SSL-certifikat, og det er ikke noget, du skal betale ekstra for, men det er som sagt noget, Google vægter højt, når de skal rangere deres søgeresultater.

Hastighed

Hvor hurtigt en hjemmeside loader betyder meget for brugeroplevelsen. Det er meget få besøgende, der har tålmodighed med sider, der ikke kommer frem med det samme, men igen er der tekniske løsninger at ty til, som for eksempel at sørge for at hjemmesidens indhold – primært billeder – ikke er for tunge. Derudover kan man bruge værktøjer, der sørger for, at browseren gemmer data, såkaldt cache-lagring, så den ikke skal loade hele siden forfra, hver gang den besøges. Og endelig kan man sikre sig, at hjemmesiden ligger på en hurtig server hos hostingudbyderen.

Responsive design wordpress

Mobilvenlighed

Mobilvenlighed handler i sagens natur om, hvordan hjemmesiden opleves på de små skærme, som oftere og oftere er første indgang til hjemmesider. Mobilvenlighed opnåes i dag primært med såkaldt responsive design, hvilket betyder design, der automatisk og uden gener for den besøgende, omstiller sig efter skærmstørrelsen. Alle hjemmesider fra DEL2 er med responsivt design og bliver testet med de mest almindelige skærmstørrelser.

Søgeord

Hvis Google skal kunne give din hjemmeside en god placering i søgeresultaterne, kræver det naturligvis, at siden bliver fisket op af database-havet i første omgang. Og den bedste måde at hjælpe Google til at forstå, hvad ens hjemmeside handler om, og dermed sikre, at den dukker op blandt resultaterne ved en given søgning, er ved at udstyre den med søgeord eller søgeordsfraser. Søgeord er de ord, som man gerne vil findes på – så hvis du udlejer et selskabslokale på Østerbro, så kan en god søgeordsfrase på din hjemmeside for eksempel være “selskabslokaler i København” eller “selskabslokaler Østerbro”.

Søgeordanalyse er en hel videnskab i sig selv, men grundlæggende handler det altså om, at du skal sætte dig i dine kunders sted og forestille dig, hvad de googler, når de leder efter netop det, du udbyder. Søgeordene skal ifølge god SEO-skik optræde forskellige steder på hjemmesiden, og hverken for få eller for mange gange. Jeg vil som regel bede dig selv komme med forslag til gode søgeord eller søgeordsfraser til din hjemmeside, så det er en god idé på forhånd at tænke over, hvad du gerne vil findes på i Google.

Sidetitel og metabeskrivelser

Næste vigtige, og langt mere synlige punkt på SEO-listen, er den del af hjemmesiden, der vises i søgeresultaterne – det vil sige sidetitlen, som er den understregede blå linje, og meta-beskrivelsen, som er de par linjers tekst, der står med småt lige under sidetitlen. Sidetitlen – ikke at forveksle med hjemmesidenavnet – er det første brugeren ser, når han eller hun lader øjnene løbe ned over søgeresultaterne, og den bør derfor altid klart og tydeligt fortælle, hvad siden indeholder. Lige under står hjemmesidenavnet eller -adressen i grønt, og under denne kommer metabeskrivelsen. Metabeskrivelsen skal ligesom sidetitlen hurtigt fortælle brugeren, om siden indeholder det, han eller hun søger efter.
Når man skriver sine sidetitler og metabeskrivelser er det god SEO at sikre, at begge dele indeholder det eller de søgeord, man har defineret for siden. På den måde fortæller du både Google og potientielle besøgende, at siden leverer det, brugeren søger. Når din hjemmeside fra DEL2 er færdig, vil forsiden og alle undersider naturligvis være udstyret med søgeordsoptimerede sidetitler og metabeskrivelser.

Indholdsoptimering

Google går meget op i selve indholdet på din hjemmeside, og det gør de naturligvis, fordi de ved, at brugerne i dag er langt mere kræsne med indhold end tidligere. Vi scroller lynhurtigt videre, hvis vi ikke synes, vi får relevant information til gengæld for den tid, vi bruger på en hjemmeside. Og eksemplet med bare at skrive sine søgeord en masse gange efter hinanden i den samme tekst kan faktisk – hvis man er uheldig – resultere i straf-point fra Google, så ens side smides om bagest i søgeresultaterne. Omvendt belønnes hjemmesider med relevant indhold af høj kvalitet med det modsatte af Google.
Med en hjemmeside fra DEL2 kan du være sikker på, at jeg læser dine tekster igennem, og sørger for, at de er sprogligt korrekte, læsevenlige og med den rette fordeling af din hjemmesides søgeord.