Værd at vide om SEO

SEO – eller søgemaskineoptimering, som det så mundret hedder på dansk – er vigtigt, hvis du gerne vil have din hjemmeside til at dukke op i Googles søgeresultater.

Hvad er SEO?

SEO står for Search Engine Optimization – Søgemaskineoptimering på dansk – og det er en samlet betegnelse for det at gøre en hjemmeside attraktiv for søgemaskiner. Eller søgemaskinen, for i praksis drejer det sig kun om én søgemaskine, nemlig Google. Meget forenklet sagt: Jo bedre SEO, jo længere fremme i Googles søgeresultater optræder din hjemmeside.

Hvad sker der, når man Googler?

Når du googler noget, kaster du populært sagt snøren ud i Googles enorme hav af en database, der består af alle de hjemmesider, Googles robot finder ved konstant at crawle rundt på internettet. Så snart du skriver en søgning, går Google igang med at finde de hjemmesider, der matcher søgningen, og derefter fordeles pladserne på listen med søgeresultater.

Billede af Photo Mix fra Pixabay 

Mange tror fejlagtigt, at det blot er et spørgsmål om at skrive for eksempel “billigt børnetøj” tilstrækkelig mange gange på sin side, så vil den automatisk dukke op øverst i søgeresultaterne, når man googler “billigt børnetøj”. Men så enkelt er det naturligvis ikke. Google ved nemlig godt, at deres brugere ikke gider spilde tid på at læse sig igennem en masse irrelevante sider uden ordentligt indhold, og de vil ligesom alle andre virksomheder gerne have glade og tilfredse kunder i butikken. Så for at sikre, at de bedste og mest relevante sider står først, har de udviklet nogle SEO-retningslinjer. Og det er disse retningslinjer, som ens hjemmeside måles på, når søgeresultaterne skal rangeres.

Hvad er Googles SEO-retningslinjer?

SEO-retningslinjerne er en blanding af det, man kan kalde objektive parametre som sikkerhed, hastighed og mobilvenlighed, og mere diffuse som relevant indhold og læsevenlige tekster. Det første er ren teknik og nemt for Google at tjekke, mens det sidste blandt andet kan måles ud fra, om hjemmesiden har mange besøgende, om de bliver hængende og klikker sig rundt på siden, om de vender tilbage, og om det er en side, som andre sider ofte linker til. Hvis alt dette – og meget mere – opfyldes af din hjemmeside, så konkluderer Google, at sandsynligheden for, at andre af deres brugere også vil være glade for at få vist netop din hjemmeside, er stor. Og vupti – din side tildeles en god placering.

Og omvendt – hvis en side loader langsomt, ikke vises korrekt på mobilen eller indholdet lyder maskinoversat, bliver du irriteret og går hurtigt videre til næste side på listen. På den måde fortæller du Google, at det er en mindre god side. Får Google lignende indikationer fra andre brugere, konkluderer de, at siden ikke leverer varen. Om på de bageste sider med den.

Det er naturligvis en forenklet fremstilling. Men pointen er, at SEO-retningslinjerne er Googles opfattelse af, hvad der skaber en god oplevelse, når man besøger en hjemmeside. Og de bygger altså både på tekniske parametre og på de informationer, som vores handlemønstre efterlader, når vi søger og surfer på nettet.

hjemmeside wordpress

SEO-værktøjer du skal kende

SEO på din egen hjemmeside

Men er Googles retningslinjer så bare en tjekliste, man kan indrette sin hjemmeside efter, og så er man sikret en god placering? Både ja og nej.

Ja, fordi der faktisk er nogle af retningslinjerne, det er forholdsvist nemt at efterleve, og som brugerne – og derfor også Google – går højt op i. Det drejer sig for eksempel om førnævnte parametre som sikkerhed, hastighed og mobilvenlighed, og langt hen ad vejen også om kvalitetssikring og optimering af dit indhold. 

Og nej, fordi der også er mange ting på listen, som man skal være SEO-ekspert eller erfaren programmør for at arbejde med, ligesom du – som altid – kun kan komme en del af vejen uden at lægge en betydelig sum penge. De øverste placeringer i Google er således næsten altid optaget af hjemmesider, der har betalt for at ligge der (det ses af annonce-mærkaten), og man kan selvfølgelig også købe sig en SEO-ekspert, hvis det er meget afgørende, at din virksomhed ligger øverst i søgeresultaterne. Og endelig betyder det selvfølgelig også noget, om der er lille eller stor konkurrence på dit område, det vil sige, hvor mange I er om at tilbyde det samme.

Konklusion: God SEO = gør dine gæster glade!

Hvis du synes, ovenstående lyder meget kompliceret, så kan det måske hjælpe at tænke på, at du som hjemmesideejer faktisk har samme mål som Google – nemlig at give jeres kunder en god oplevelse, så de bliver ved med at vende tilbage. Du vil gerne have mange besøgende på din hjemmeside, fordi det giver større omsætning, og det samme gør sig gældende for Google. Jo flere besøgende de har i deres butik, jo flere annoncører kan de tiltrække, og jo højere kan de sætte deres annoncepris.

Det er meget forenklet sagt, og der er naturligvis også en mængde andre grunde til, at Google gerne vil have så mange som muligt ind i butikken. Men helt lavpraktisk kan man godt sige, at hvis du koncentrerer dig om at give dine besøgende en god oplevelse på din hjemmeside, så er du allerede nået meget langt rent SEO-mæssigt.

Om BLOG2

Mit navn er Marie Wandel Kampmann. Jeg stiftede DEL2 i sommeren 2018 med navnet som en markering af, at anden del af mit arbejdsliv tog sin begyndelse efter 20 års ansættelse som grafisk designer i mediebranchen. Mine kompetencer inden for kommunikation og design, lagt sammen med en stor interesse for teknik og gadgets – og ikke mindst mine erfaringer med det at springe ud som selvstændig – skulle gerne her på BLOG2 give dig redskaber og inspiration til at lykkes med dit liv som freelancer, kunstner, selvstændig, iværksætter – eller noget helt femte.

Mere fra BLOG2

Senest på BLOG2

Værd at vide om plugins

Plugins er en slags miniprogrammer, der installeres i WordPress – lidt ligesom når du installerer apps på din mobil. Brug altid kun plugins med mange brugere, mange stjerner og jævnlige opdateringer.

Læs mere »

Sådan opdaterer du WordPress

Hvis din hjemmeside skal fungere optimalt skal du vedligeholde den. Det gøres blandt andet ved at holde WordPress opdateret. Læs her hvordan du opdaterer WordPress trin for trin.

Læs mere »

Sådan opdaterer du plugins

Der kommer løbende opdateringer til plugins, og selv om du ikke behøver reagere med det samme, skal du gøre det til en vane at opdatere plugins med jævne mellemrum. Se hvordan i denne guide.

Læs mere »

Følg DEL2