Hvordan overvåger jeg trafikken på min hjemmeside?

De fleste hjemmeside-ejere vil gerne vide noget om trafikken på deres hjemmeside. I mange år har det mest brugte værktøj til dette været Google Analytics, men på det seneste er der kommet en del fokus på, at Google Analytics overtræder EUs GDPR-lovgivning, og tjenesten er i løbet af 2022 blevet ulovlig at bruge i både Østrig og Frankrig. Problemet er, at Google Analytics sender persondata til USA, et tredjeland uden for EU, og det er i strid med EUs GDPR-lovgivning.

Datatilsynet er endnu ikke kommet frem til, hvordan man forholder sig til Google Analytics herhjemme, og deres afventen kan måske tolkes som en venten på, at Google retter ind og kommer med en løsning til det europæiske marked. Men uanset, om Google Analytics får lov at fortsætte sit virke på danske hjemmesider eller ej, så kan der være gode grunde til at skifte til en mere simpel trafikmåling for langt størstedelen af “almindelige” hjemmeside-ejere, der med Google Analytics får langt mere data, end de nogensinde får brug for.

Med “almindelige” hjemmesideejere mener jeg private samt små og mellemstore virksomheder, der enten ikke har hjemmesiden som primære salgskanal, ikke har en markedsføringsansvarlig ansat – eller som ganske enkelt ikke har tid til (eller interesse i) at sætte sig ind i de mange muligheder og funktioner, der findes i Google Analytics.

Hvis du er som flertallet af DEL2s kunder, så vil du gerne vide:

  • Hvor mange der besøger din hjemmeside inden for en given periode
  • Hvilke sider på din hjemmeside, der er mest besøgt
  • Hvor dine besøgende kommer fra
  • Hvilke enheder din hjemmeside bliver besøgt fra

Ovenstående kan du selvfølgelig få svar på med Google Analytics, men hvis du samtidig ønsker at overholde GDPR-lovgivningen og gøre din trafikmåling mere privatlivsorienteret, så vil jeg anbefale, at du kigger nærmere på Plausible Analytics eller Counter. Begge er tjenester, der bryster sig af at være privatlivsorienterede og GDPR-venlige alternativer til Google Analytics, og de er begge uhyre simple at sætte op. Counter er den mest enkle af de to og ganske gratis, men informationerne den indsamler er lidt mere begrænsede end Plausible Analytics, der så til gengæld koster penge (fra $9/md.).

Hos DEL2 er jeg gået væk fra Google Analytics med mindre kunder direkte efterspørger det, og tilbyder i stedet opsætning af Plausible Analytics, som på en meget overskuelig måde giver svar på de fire spørgsmål ovenfor – uden at genere de besøgende med cookiebanner eller bekymringer om, hvor deres data ender henne.