Hvad er WordPress?

Hvad er WordPress? #

WordPress er et såkaldt CMS. CMS står for Content Management System, det vil sige et system til styring af (hjemmeside)indhold og udseende.

WordPress henvendte sig i starten mest til bloggere, der gerne ville have en nem og hurtig måde at udgive deres indlæg på, men idag bruges WordPress til alle former for hjemmesider, og af både bloggere, store virksomheder og webshops.

Grunden til, at mange stadig forbinder WordPress med skabelonagtige sider og fastlåst design er, at der findes to forskellige WordPress-platforme – nemlig WordPress.com og WordPress.org. Førstnævnte er i udgangspunktet gratis og inkluderer både domæne, webhosting og vedligeholdelse af hjemmesiden, til gengæld er design- og funktionsmulighederne meget begrænsede.

WordPress.org er til såkaldt self-hostede hjemmesider, det vil sige hjemmesider, hvor man selv vælger og betaler for et domæne og et webhotel, hvorpå man installerer og bruger WordPress CMS.

WordPress.com eller WordPress.org?

Med WordPress.org har man fuldstændig råderet over sin hjemmeside, både hvad angår design, funktioner og hosting. Man kan mod betaling få adgang til nogle af disse funktioner og udvidede designmuligheder på WordPress.com, men så står du pludselig med en meget dyrere løsning end hvis du fra starten havde valgt WordPress.org.

Alle hjemmesider fra DEL2 er skabt med WordPress.org, fordi det er den af de to WordPress-platforme, der bruges til professionelle hjemmesider. Resten af denne tekst forholder sig derfor til WordPress.org når der står WordPress – og jeg vil kun anbefale dig at bruge WordPress.com, hvis du leder efter en platform til din personlige blog og ikke går op, hvordan den ser ud eller om du på et senere tidspunkt vil have mulighed for at udvide dens funktioner uden at skulle betale for det.

Hvordan får man en WordPress-hjemmeside? #

For at kunne bruge WordPress skal man først registrere et domæne og man skal købe et webhotel hos en hostingudbyder. Et webhotel betyder, at man køber plads på serverne hos en hostingudbyder – f.eks. Simply, One.com, Azehosting eller lignende.

Når du har oprettet et webhotel kan du (hos de fleste) hostingfirmaer installere WordPress med nogle få klik (det kaldes ofte 1-click). Din hjemmeside – dvs. filer, database og indstillinger – befinder sig altså fysisk på hostingudbydererens server, men du arbejder med WordPress i en webbaseret brugerflade, der ser ens ud, uanset hvilken hostingudbyder du benytter.

Hvordan arbejder man i WordPress? #

Når man har en WordPress-side foregår al arbejde med hjemmesiden i WordPress’ webbaserede brugerflade – både oprettelse, redigering og udgivelse af indhold samt arbejdet med hjemmesidens funktioner og udseende. Sidstnævnte bestemmes af et såkaldt tema, som man vælger som noget af det første, når man har forbundet sit domæne med WordPress.

Hvad er WordPress-temaer og plugins? #

Et WordPress-tema er en slags designskabelon, der definerer opbygning, udseende og funktioner. Plugins er tilføjelsesprogrammer som man installerer i WordPress for at opnå bestemte ekstra funktioner som for eksempel backup, søgemaskineoptimering eller designudvidelser.

Der findes titusindvis af WordPress-temaer og plugins, både gratis og betalte. De gratis kan hentes i selve WordPress, mens de betalte skal købes og uploades til din WordPress-installation.

WordPress og DEL2 #

Når din nye hjemmeside er færdig, skal du tage stilling til, om du selv vil vedligeholde og drive din hjemmeside, eller om DEL2 skal fortsætte med at tage sig af din hjemmeside med alt hvad det indebærer. Det sidste kalder jeg DEL2 Webmaster. Har du selv mod på at lære WordPress, tilbyder jeg et kursus med udgangspunkt i din egen hjemmeside.