De bedste apps til selvstændige

DEL2 har fundet 8 apps, du ikke kan undvære, når du er din egen chef.

1. Dinero

Hvad: Regnskabsprogram, der kan spare dig for at skulle hyre en revisor
Hvor: app.dinero.com
Hvordan: Opret en konto på app.dinero.com. Fungerer som web-app i din browser og som selvstændig app på din smartphone i App Store eller Google Play
Hvor meget: Dinero Starter er gratis. Dinero Pro koster 197 kr/md
Hvorfor: Fordi bogføring er en af den slags ting, der følger med det at være selvstændig, uanset om du kan li’ det eller ej. Kan du li’ det, giver Dinero dig overblik og en følelse af at have styr på finanserne. Kan du ikke, sørger Dinero i det mindste for, at bogføringen er hurtigt overstået. Dinero regner både moms og skat ud for dig, og det tager kun få minutter at designe en faktura-skabelon med logo, bankoplysninger m.v. Har du spørgsmål kan de stilles på livechat og besvares lynhurtigt af flinke supportere. En must-have app.

2. Paymo

paymo app

Hvad: Få overblik over kunder, projekter og tidsforbrug
Hvor: paymoapp.com
Hvordan: Opret en konto på paymoapp.com. Fungerer som web-app i din browser og som selvstændig app på din smartphone i App Store eller Google Play
Hvor meget: Gratis (findes også i betalingsversioner, men det er ikke nødvendigt for en enkelt bruger)
Hvorfor: Paymo står for Pay More og er blandt andet skabt for at hjælpe freelancere med at fakturere det korrekte tidsforbrug og dermed tjene mere. Selv bruger jeg ikke fakturerings-delen, men Paymo er genialt til at holde overblik efter devisen Kunde –> Projekt –> Opgaveliste –> Opgave. Opgaverne sorteres alt efter, hvor langt du er med dem, de kan tildeles remindere og deadlines og du kan registrere tidsforbrug på hver enkelt projekt og opgave i en overskuelig kalenderfunktion. Uundværlig, hvis du skal holde styr på flere kunder og projekter.

3. Spark

spark app

Hvad: E-mail-klient (virker foreløbig kun med Mac, iPhone og iPad)
Hvor: sparkmailapp.com
Hvordan: Download på sparkmailapp.com, i App Store og på Google Play
Hvor meget: Gratis (findes også i betalingsversioner, men det er ikke nødvendigt for en enkelt bruger)
Hvorfor: Selv om du godt kan have flere e-mail-konti i Apples e-mail-program, er der mange fordele ved helt at adskille din private mailkorrespondence fra din professionelle. Først og fremmest kan du åbne og lukke dem alt efter, om du arbejder eller holder fri, men for mig har det også været vigtigt, at jeg ikke riskerer at blande mails sammen. Og så overgår Spark iøvrigt Apple mail med rigtig mange funktioner. Tre af de bedste er Smart-inbox, der viser dig en inbox uden nyhedsbreve og reklamer. Pins, der giver mulighed for at sætte en “knappenål” i mails, du gerne vil have siddende øverst i inbox’en så du ikke glemmer dem når de er læst. Og Templates, der er skabeloner, du selv kan kreere og genbruge – for eksempel til afsendelse af faktura, bekræftelse af aftale eller lignende, hvor du blot skal skifte navn og andre placeholders ud. Smart og meget tidsbesparende! Spark håndterer konti fra både iCloud, Gmail, Outlook, Yahoo og Exchange, og er supernemt at sætte op.

4. 1Password

1password app

Hvad: Opbevar alle dine passwords ét sted, sikret med ét enkelt master-password
Hvor: 1password.com
Hvordan: Opret en konto på 1password.com. Downloades derefter som app til PC, Mac og smartphone
Hvormeget: Fra 20 kr./md. for én bruger
Hvorfor: Fordi det er UMULIGT at huske alle sine passwords, med mindre man genbruger dem – hvilket er dumt når man er privatperson og endnu dummere, når man har en virksomhed. 1Password opbevarer alle dine passwords ét sikkert sted, som du alene har adgang til via et masterpassword (eller Touch-ID). Så selv om jeg aktuelt har 481 forskellige passwords, er der kun ét, jeg ikke må glemme – og det gør jeg næppe, for jeg bruger det adskillige gange hver eneste dag, det vil sige hver gang jeg logger ind på en hjemmeside, en konto eller andet, der kræver brugernavn og password. Udover at man kan åbne sin 1Password app på computer eller smartphone og blot kopiere det password man skal bruge, kan man – og det anbefales! – installere såkaldte browserudvidelser, så man kan tilgå 1Password direkte i sin browser. Og på iPhone dukker en knap til 1Password op, hver gang man er et sted, der beder om password. Hvis man som jeg vil bruge 1Password både privat og til firmaet, kan man dele sine passwords op i selvstændige vaults (bankbokse). Jeg har brugt 1Password i rigtig mange år, også længe før jeg blev selvstændig, og jeg ved ikke, hvordan jeg skulle leve mit digitale liv uden!

5. Dropbox

dropbox app

Hvad: Dine filer i skyen og lokalt samlet ét sted
Hvor: dropbox.com
Hvordan: Opret en konto på dropbox.com. Downloades derefter som app til PC, Mac og smartphone
Hvormeget: Gratis op til 2GB. Mere plads og flere funktioner med Plus (60 kr/md) eller Professional (120 kr/md).
Hvorfor: Dropbox handler for mig – ligesom med flere af de andre apps – om at holde privatliv og firma adskilt. Det gør det nemmere at holde overblikket, jeg kan tildele en større grad af sikkerhed, og i det hele taget sørge for, at kunde-filer ikke falder i de forkerte hænder eller bliver slettet ved et uheld. Dropbox fungerer – ligesom iøvrigt både iCloud Drive og Google Drive – ved at man har adgang til sine filer direkte i Finder (stifinder på Windows) på computeren. Når man ændrer/tilføjer/sletter i mapper eller filer her, synkroniseres det automatisk til skyen, og når man så åbner filerne på en anden enhed, er alt opdateret og synkroniseret. Samme funktioner fås som sagt med andre tjenester, men jeg synes Dropbox tilbyder de bedste funktioner til små virksomheder.

6. Mindnode

Hvad: Mindmapping til udvikling af ideer og projekter
Hvor: mindnode.com
Hvordan: Downloades til Mac fra Mac App Store og til iOS i App Store
Hvormeget: 339 kr (engangskøb inkl. gratis opgradering til kommende Mindnode 6)
Hvorfor: Jeg har egentlig aldrig rigtig været til mindmappingmetoden, fordi den virker rodet og ustruktureret på mig. Når jeg alligevel valgte at prøve Mindnode, var det fordi, jeg havde behov for et grafisk overblik over nogle af mine projekter. I dag bruger jeg det til alt fra hjemmeside-sitemaps (en hjemmesides overordnede struktur), over visualisering af backup-processer og til løbende idé-udvikling af – og overblik over – DEL2. Der findes helt sikkert andre lignende programmer, men hvis du bruger Mac og iOS, så prøv Mindnode 5 gratis i 14 dage, og se om du ikke bliver ligeså forelsket som jeg i den supernemme og intuitive brugerflade og det rene og enkle design. Der er intet rodet eller ustruktureret over Mindnode!

7. Timepage og Actions

timepage app

Hvad: Kalender og ToDo-lister
Hvor: moleskine.com
Hvordan: Downloades I App Store til iOS
Hvor meget: Timepage 16 kr/md og Actions 16 kr/md.
Hvorfor: Kalender og todo-lister er ligesom e-mails og regnskaber ikke til at komme udenom. Der findes naturligvis et hav af apps – inklusive dem, der følger med dit udstyr – og masser af dem er gratis og fungerer præcis som de skal. Anbefalingen af netop Timepage og Actions er derfor udelukkende baseret på, at det er de to, jeg selv er endt med at bruge – og jeg har virkelig været igennem mange! Det første jeg faldt over ved de to apps er lækkerheden. De er sindssygt smukt designet, præcis ligesom alt andet fra Moleskine (det er dem med de lækre – fysiske – notesbøger), og brugerfladen er let og intuitiv. Men den væsentligste grund til at, jeg er så glad for de to apps er, at de fungerer både godt hver for sig og sammen. Jeg kan vælge at se mine kalendere (TimePage understøtter både iCloud og Google-kalendere) i en smuk og overskuelig opsætning for sig selv, mine todos i en simpel og brugervenlig visning med alle de nødvendige funktioner tilgængelige ved få stryg – og endelig kan jeg integrere de to, så aftaler og todos vises i den samme app. Timepage og Actions fungerer super på iPhone, men endnu bedre på iPad’en, hvor jeg kan trække todos over på en dato for at fastsætte en deadline, eller se hele min måned på en enkelt skærm.

8. Planoly

planoly app

Hvad: Planlæg og automatiser din markedsføring på Instagram
Hvor: planoly.com
Hvordan: Downloades til din smartphone I App Store og Google Play
Hvormeget: Gratis for én bruger (betaling låser op for flere funktioner)
Hvorfor: Fordi man ikke kan drive (enkeltmands)virksomhed uden at markedsføre sig selv – og hvis markedsføringen skal foregå på Instagram, er Planoly et virkelig godt værktøj. Hovedfunktionen er, at du kan uploade og forfatte dine Insta-opslag når det passer dig, og derefter bede app’en om at poste automatisk på et givent tidspunkt. Du behøver altså ikke gå og huske på eller gemme geniale ideer og billeder, men kan oprette opslaget, inkl. hvornår det skal slås op, når du får ideen eller tager det gode billede. Jeg har prøvet et par andre apps med lignende funktioner, men Planoly er den eneste, jeg har fundet, der poster automatisk – de andre sendte bare en notifikation og så skulle jeg alligevel selv åbne Instagram og poste. App’en indeholder også andre funktioner, som understøtter din markedsføring, for eksempel overblik over hvornår du har postet, antal likes, profilbesøg og kommentarer over tid. Planoly giver din insta-hjerne nogle tiltrængte pauser.

NB! Denne app-guide baserer sig udelukkende på mine egne erfaringer som selvstændig og app-bruger, fordi det er det bedste udgangspunkt for en god anbefaling. Du vil hurtigt opdage, at der er en overvægt af apps til Mac og iPhone, simpelthen fordi jeg er Apple-fan(atic) – hvis du er mere til Android eller Windows, findes der helt sikkert andre og ligeså gode apps derude til dig!

Om BLOG2

Mit navn er Marie Wandel Kampmann. Jeg stiftede DEL2 i sommeren 2018 med navnet som en markering af, at anden del af mit arbejdsliv tog sin begyndelse efter 20 års ansættelse som grafisk designer i mediebranchen. Mine kompetencer inden for kommunikation og design, lagt sammen med en stor interesse for teknik og gadgets – og ikke mindst mine erfaringer med det at springe ud som selvstændig – skulle gerne her på BLOG2 give dig redskaber og inspiration til at lykkes med dit liv som freelancer, kunstner, selvstændig, iværksætter – eller noget helt femte.

Mere fra BLOG2

Senest på BLOG2

Værd at vide om plugins

Plugins er en slags miniprogrammer, der installeres i WordPress – lidt ligesom når du installerer apps på din mobil. Brug altid kun plugins med mange brugere, mange stjerner og jævnlige opdateringer.

Læs mere »

Sådan opdaterer du WordPress

Hvis din hjemmeside skal fungere optimalt skal du vedligeholde den. Det gøres blandt andet ved at holde WordPress opdateret. Læs her hvordan du opdaterer WordPress trin for trin.

Læs mere »

Sådan opdaterer du plugins

Der kommer løbende opdateringer til plugins, og selv om du ikke behøver reagere med det samme, skal du gøre det til en vane at opdatere plugins med jævne mellemrum. Se hvordan i denne guide.

Læs mere »

Følg DEL2